Hans Due Andersen plakatfoto

Hans Due Andersen

– Kandidat til byrådet i Odense

Mærkesager

Erhverv og beskæftigelse

I Odense Kommune skal vi sikre et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv. Vi skal understøtte de eksisterende virksomheder og skabe rammerne for, at flere virksomheder kommer til. Iværksætteri skaber fremtidens arbejdspladser og vi skal sikre, at de bliver skabt i Odense. Vi skal gøre Odense til Danmarks foretrukne iværksætterby. Til gavn for virksomheder og lønmodtagere. Til gavn for børnefamilier, de studerende og de ældre. Til gavn for skoler og plejehjem. Til gavn for Odense.

Som direktør, iværksætter og Socialdemokrat er jeg med til at skabe arbejdspladser og indtægter til Odense.
I det daglige er min rolle at sikre fortsat udvikling, at udgifter og indtægter hænger sammen og at alle arbejder i samme retning. Med mig i byrådet, vil jeg bidrage med den erfaring. Vi får det bedste frem i hinanden, når det offentlige og det private arbejder sammen.

Vi er hinandens forudsætninger - ikke modsætninger

Den rummelige skole

Vi skal sikre, at vores børn trives og er trygge i deres hverdag. Vi skal derfor understøtte valget af den lokale skole, hvor vi skal fremme, at så mange børn som muligt bliver hjulpet i det lokale skoletilbud. Skolen skal støttes i, at flere beslutninger om både ledelse og indhold skal forankres lokalt, så forældre, lærere og ledelse i højere grad kan have indflydelse på at indrette skolen efter de ønsker og behov, der er lokalt.
På den måde får vi en bred og harmonisk mangfoldighed.

Som far til to drenge på Rosengårdskolen i Odense - og efter mere end tre års kamp for at få tilkendt det rigtige inklusionstilbud til vores ældste - ønsker jeg at arbejde for, at vi får inklusion til at virke. Det vil gavne de børn der, med den rette hjælp, vil kunne trives i det almindelige skoletilbud. Vi får det bedste frem i vores børn, når vi giver dem den rette opbakning.

Vi er hinandens forudsætninger - ikke modsætninger

Den grønne omstilling

Vi ved alle, at en omstilling til mere bæredygtige ressourcer er nødvendig. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på denne omstilling, ligesom det også er vigtigt, at det ikke er svært at vælge denne omstilling til. Det skal være et naturligt valg, fordi det giver mening, og fordi det er lige så nemt at vælge, som det vi kender.
Den grønne omstilling skal være tilgængelig, nem og naturlig at vælge.

Den grønne omstilling skal også være et politisk ansvar. Vi har som borgere og politikere et fælles ansvar for at lykkes med at gøre den grønne omstilling til et nemt og naturligt valg.

Vi er hinandens forudsætninger - ikke modsætninger